Menu Close

Kaffetyper

Der findes en række typer af forskellig kaffe.

Hvordan kaffen er brygget, mængden af mælk – eller om det er med/uden vand.

Her kan du finde en oversigt over de mest kendte kaffetyper og hvad der kendetegner dem.

Espresso

Den notoriske.

Espresso er efter manges mening fundamentet i moderne kaffekultur. Det koncentrerede kaffeshot er basen i mange af de kaffedrikke, du kender.
Derudover er espresso et populært valg på caféer og kaffebarer verden over, hvor det drikkes som et rent shot.

Et espressoshot brygges traditionelt på 20-25 sekunder under tryk på 9 bar med mindst 7 gram kaffebønner.

Ristretto

Den intense.

Ristretto betyder på italiensk – ”begrænset”. Det skal forståes som mængden af vand, der løber gennem de malede bønnerne – som er halveret i forhold til en almindelig espresso, fordi kaffebønnerne er stampet ekstra hårdt eller vandtilførslen forkortes.

Det gør ristretto til en stærk og utroligt koncentreret kaffedrik, der også bør have relativt mindre syrlighed end en espresso pga. den kortere bryggetid.

Americano

Det nemme og sikre valg, hvis du er til den sorte kaffe

En americano er baseret på et espresso shot, men i modsætning til ristretto, så er drikken fortyndet med varmt vand for at gøre kaffen mildere, ligesom den færdigbryggede Americano, typisk er flere gange større end en espresso. En Americano består nemlig af 1/5 espresso og 4/5 tilsat vand.

Americano’en er en klassiker – er manges foretrukne kaffevariant.

Lungo

Hvad er forskellen på en Americano og en Lungo?

Lungo’en ligner til forveksling en Americano, men de 2 varianter er ikke helt ens. Modsat Americano’en, så tilsættes der ikke ekstra vand i en Lungo. Til gengæld er kaffebønnerne i en Lungo ikke stampet så hårdt som til f.eks. Espresso og Ristretto.
Det gør, at der løber mere vand igennem under brygningen, hvilket giver en større, smagfuld kop kaffe, der faktisk kan minde lidt om en filterkaffe.

Filter

Klassikeren.

I modsætning til espresso, ristretto og de andre sorte kaffevarianter, så er filterkaffen kendetegnet ved, at den tager længere tid at brygge, og brygges uden tryk. Filterkaffe kan enten laves på en filterkaffemaskine eller ved at male bønnerne med en kaffekværn, hælde dem i et filter og lade kogende vand løbe gennem filteret – begge bryggemetoder giver en smagfuld sort kaffe med en intensitet, som de fleste kan være med på.

Café Latte

Det kendte valg, verden over.

Café latte er nok den mest populære kaffedrik overhovedet. Stort set alle kaffedrikkere, kender den, og langt de fleste kan lide den. Den milde, italienske kaffevariant, der indeholder 1/6 espresso og 5/6 steamet mælk, servereres som regel i et stort glas/kop.

Specielt og populært for Café Latte er det, at din barista har kompetencer til at dekorere med latte art. Altså, et billede eller mønstre der laves, når den steamede mælk hældes i espresso’en.

Café au lait

Den franske latte

Café au lait er fransk og er direkte oversat til ”kaffe med mælk”.
En mild kaffetype, der smagsmæssigt kan sammenlignes med cafe latte. Den store forskel er, at fundamentet i en cafe au lait, ikke er et espresso shot – men filterkaffe. Det er blot almindelig filterkaffe, der bruges som basen af denne kaffevariant.

Café au lait indeholder traditionelt en fordeling af 1/4 filterkaffe og 3/4 steamet mælk.

Cappuccino

Den milde og balancerede kaffe

Café latte vs. cappuccino. Det er måske dit evige dilemma? Mange står i samme situation, når der skal bestilles kaffe hos den lokale barista. De 2 varianter minder også meget om hinanden. Der, hvor cappuccino adskiller sig fra café latte, er mælkens konsistens. Mælkeskummet i en cappuccino giver den en anderledes tykkere tekstur. Derudover kan der forskel på måden, den serveres på.

Cappuccino består af 1/3 espresso, 1/3 varm mælk og 1/3 mælkeskum.

Macchiato

En macchiato betyder på italiensk, ”markeret” eller ”plettet”. Grundet til dette udtryk, er at en Macchiato serveres så espressoen kun lige bliver dækket af mælkeskum.

Der skal altså kun en smule steamet mælk til, og selvom den hører til under typerne af ”kaffe med mælk”, så er kaffesmagen stadig den dominerende. Macchiato har derfor den mest intense (kaffesmag) af de kaffetyper, hvor der er tilsat mælk.

Cortado

Spansk kaffe med mælk.

Cortado’en er spansk og betyder ”at forkorte”. Kun en lille mængde af mælk, tilsættes en cortado – sammenlignet med de mange af de øvrige “kaffe med mælk” typer. Mælken er let steamet og er blandet i forholdet 1:1. Kaffen servereres i en lille espresso kop og smagsintensiteten kan minde om en macchiato eller flat white.

Flat White

En australsk cortado

Flat White er en australsk version af “kaffe med mælk”. Den har været at finde på caféer siden 80’erne. Den ligner meget en cortado og er man hverken barista eller sidder med viden om kaffe, er det måske svært at kende forskellen. En flat white er helt enkelt et epresso shot med fin mælkeskum oven på. Forskellen fra Cortado’en, er mælkeskummet både varmere og tykkere. Derved får du den australske version en anden tekstur og konsistens.

Mokka

Kaffe, mælk & chokolade

Mokka kaffe, eller mocha latte, er en mild kaffe, der består af kaffe, steamet mælk og chokolade. Et oplagt valg til personer med en sød tand, og ikke nyder den intense smag af kaffe fuldt ud.

Kaffe mokka indeholder af 1/5 filterkaffe, 4/5 steamet mælk og 4 teskefulde smeltet chokolade.